Undersøg jeres skov
Feltarbejde
Fag
Naturfag
Klassetrin
7.-9. klasse
Varighed
Flere lektioner, evt. en fagdag
Her finder du elevernes arbejdsark (pdf)
Hvad går aktiviteten ud på?
I denne aktivitet skal eleverne undersøge en lokal skov på baggrund af deres viden om produktionsskov og urørt skov. De skal bruge undersøgelsen til at vurdere skoven som kulstoflager og dermed naturbaseret løsning. Eleverne skal registrere forskellige kendetegn for de to skovtyper. De kan enten selv designe undersøgelsen eller bruge et færdigt skema (pdf)
I skal bruge
- Printede klassesæt af Skovenes kendetegn
- Skemaer til registrering af kendetegn
- Evt. mobiltelefoner til fotos
- Evt. poser til indsamling af kviste/grene til aktiviteten Påvis kulstof og CO2
Sådan gør I
Før felttur til skoven
- Eleverne kan evt. arbejde med aktiviteten Kend forskel på skov
Læreren skal beslutte: - Om eleverne selv skal designe et skema til registrering af kendetegn eller bruge færdigt skema
- Om eleverne selv skal designe feltarbejdet, fx hvilke områder, der skal undersøges, størrelsen på områderne, roller i gruppen mv.
I skoven
- Eleverne undersøger skoven og registrerer kendetegn ved hjælp af skemaerne
- Eleverne dokumenterer evt. både kendetegn og deres arbejde ved hjælp af mobilfotos
- Hjælp eleverne med at koble deres observationer til begrebet kulstoflager, fx hvor meget kulstof, der er bundet i hhv. unge og gamle træer
- Evt. indsamling af materialer
Opsamling i klassen:
- Eleverne skal bruge resultaterne fra undersøgelsen til en kvalitativ skovanalyse. Er skoven en produktionsskov eller en urørt skov?
- Lad eleverne være metodekritiske: Hvad var vanskeligt og hvad var nemt at registrere? Hvordan kan undersøgelsen udvides eller forbedres?
- Hvad siger observationer og registreringer om skoven som kulstoflager? Hvad betyder det for klimaet?
- Ud fra elevernes undersøgelser og erfaringer: Hvordan kan jeres skov bidrage som naturbaseret løsning? Hvordan vil jeres skov se ud om fx 50 eller 100 år, og hvorfor er det godt/skidt for klimaforandringerne?
Kompetencer
- Eleverne får styrket undersøgelseskompetence, når de observerer og registrerer, evt. designer egne undersøgelser og forholder sig metodekritiske
- Modelleringskompetence styrkes, når eleverne bruger modeller (tegninger) til forståelse, og når de sammenligner modellerne med virkeligheden
- Eleverne arbejder med perspektiveringskompetence, når de forbinder deres erfaringer og observationer i den lokale skov med naturbaserede klimaløsninger
- Kommunikationskompetence kan styrkes alt efter lærerens valg af resultatformidling og i forbindelse med eventuel design af undersøgelse
Flere muligheder
- Brug de indsamlede kviste/grene til aktiviteten Påvis kulstof og CO2
- Eleverne kan før eller efter turen i skoven prøve at finde alderen på træerne i jeres skov ved hjælp af Naturstyrelsens kort i aktiviteten Hvor gammel er jeres skov?
- Eleverne kan lave skriftlige produkter på baggrund af deres undersøgelse
- Eleverne kan lave et kort over det undersøgte område med indtegnede signaturer fx af væltede træer
- Eleverne kan måle omkreds på forskellige træstammer i skoven og bruge deres målinger til sammenligninger af små og store stammer. De kan bygge enkle modeller af stammer i aktiviteten Små og store stammer