Vandet gør forskellen
UNDERSØGELSE
Fag
Naturfag
Klassetrin
7.-9.klasse
Varighed
Afhænger af forsøgsperiode
Hvad går aktiviteten ud på?
I denne aktivitet skal eleverne designe en undersøgelse, der viser, at der er forskel på om organisk materiale bliver bevaret eller nedbrudt i et vådt miljø, hvor der ikke kommer ilt til, og et tørt miljø, hvor der er ilt.
De kan også undersøge, om det gør en forskel, at det våde miljø desuden er surt.
Eleverne skal bruge deres undersøgelse som udgangspunkt for at forklare hvorfor søen kan fungere som kulstoflager, hvor det organisk materiale bevares i vådt (eventuelt surt) miljø, og at det organiske materiale omvendt nedbrydes hurtigt, hvis vandet fjernes, og der kommer ilt til.
I skal bruge
Eleverne skal selv udtænke og designe et forsøg, der viser forskel på nedbrydning med og uden ilt i et henholdsvis vådt og tørt miljø. De skal beslutte sig for og bruge:
- Ens stykker af organisk materiale, der kan placeres under forskellige betingelser og sammenlignes efter et vist tidsrum.
- Ens beholdere til det organiske materiale med forskellige forhold: som minimum en beholder, hvor materialet er dækket af vand og en, hvor materialet opbevares tørt
Overvejelser:
- Vælg organisk materiale og opbevaringssted, der er egnet til nedbrydningsforsøg (både med hensyn til lugtgener, mug, skadedyr m.v.)
- Fyld beholdere til våde miljøer helt op med vand. Det organiske materiale skal være helt vanddækket, så vær ekstra opmærksom på, at noget materiale flyder ovenpå og ikke er nedsænket. Det gælder fx stykker af æble, mens fx halverede druer synker.
- Sørg for at de forskellige forhold i forsøgene så vidt muligt er sammenlignelige
- Beslut hvor ofte der skal ses til forsøgene, hvor længe de skal stå og hvordan der skal dataopsamles
Forsøgene kan laves på mange måder, og der er mange muligheder for differentiering.
Da eleverne selv skal udtænke og designe opstillingen, er der her udelukkende tale om forslag til materialer og fremgangsmåde.
Sådan gør I
Opgaven til eleverne består i:
- Lav en et forsøg, der viser hvad der sker med organisk materiale i et vådt miljø og tørt miljø – måske også et surt miljø
- Brug forsøget til at forklare hvorfor en sø, mose eller et andet vådområde kan lagre en masse kulstof med tiden
- Eleverne designer deres undersøgelse og opstillinger
- Eleverne gør ens beholdere klar til forskellige miljøer
- Eleverne gør lige store stykker af organisk materiale klar
- Materialet kan vejes inden det kommer i de forskellige beholdere. Noter og gem oplysninger om vægt
- Materialet placeres i forskellige beholdere. Mærk beholderne med mærkater eller lignende.
- Tag fotos til dokumentation
- Eleverne dataopsamler løbende
- Eleverne noterer deres refleksioner over forsøget, opstillingen og resultaterne, når forsøgsperioden er afsluttet. Derefter besvarer de anden del af opgaven, hvor de knytter deres egen undersøgelse til det våde miljøs betydning for bevaring af organisk materiale og vådområders potentiale for lagring af kulstof
- Eleverne fremlægger deres resultater for klassen med efterfølgende diskussion af metoder, resultater og mulige forklaringer. Fælles perspektivering til vådområder som kulstoflager og dermed naturbaseret klimaløsning
Kompetencer
- Eleverne får trænet undersøgelseskompetence, når de designer egne undersøgelser og indsamler data. De kan øve sig på undersøgelsessystematik, variabelkontrol og metodekritik
- Eleverne arbejder med kommunikationskompetence, når de bruger deres forsøg som afsæt til formidling af deres resultater og indsigter efter arbejdet med forsøget
- Perspektiveringskompetence styrkes, når eleverne relaterer deres forsøg og resultater til kulstofkredsløbet og klimaet
Flere muligheder
- Eleverne kan lave arbejdstegninger og vejledninger til deres forsøg
- Eleverne kan sammenligne med madvarer som fx syltede agurker eller sild i lage